Atletikresultater

30. januar 2023 | Kirsten Bergmann

Reportage fra Skive – Spar Nord Arena – lørdag den 28. januar 2023.

De indendørs stævner i atletik er vældig populære – således var der til lørdagens stævne i Skive ikke færre end ca. 180 atleter til start, og det er lige fra 10 år til mastersklasserne med over 70-årige, men flest i ungdomsrækkerne og seniorklassen.

I aldersgruppen 14-15- år var der indlagt et Vestdansk Ungdomsmesterskab på 3000m, og fra HGF AM deltog Marcus Hasle Tarp, og han hentede en bronzemedalje, selv om tiden ikke blev den PR, han gik efter. Han løb 10.15.33 min.

I samme aldersgruppe var det Manuel Garcia, der gjorde en god figur, da han løb en meget flot 200m på 25.22 sek. Det var selvfølgelig PR, og det rakte til en 7.plads blandt alle mandlige deltagere, også seniorer!

I U23-klassen er der kommet en ny atlet til i HGF AM, Vuk Stojanovic, og han var med på 60m og løb fine 8.06 sek.

Hos pigerne løb Mille Lodahl PR på 200m med 28.94 sek. i 16-17-års-gruppen, og hun løb en flot 4x200m stafet sammen med Manuel, Mohammed og Vuk – hos senior mænd, og de gjorde det så godt, at de på 3.pladsen var tæt på holdene foran, som var rene herrehold. Den samlede tid for HGF-holdet var 1.47.09 min.

13-årige Noah Enninful er et talent på vej, og han vandt 200m i 33.13 sek. og blev nr. 2 på 60m i ny PR 9.12 sek., mens

Madison Hasle Tarp  ikke helt nåede sit mål med en ny PR på 800m, men hun vandt 14-15-årsklassen hos pigerne.

Hos de 12 og 13-årige var der også  indlagt et Vestdansk Ungdomsmesterskab på 800m, og hos de 12-årige piger vandt Camilla Popova GULD i 2.53.08 min. Rigtig flot. I selve løbet blev hun nr. 2 efter den 13-årige vinder.

Tre 10-11-årige piger, Kate Klitgaard-Romero, Maria-Magdalena Torba og Laura Lee Jensen rykkede op og deltog sammen med Camilla i 4x200m stafet for 12-13-årige, og holdet kom på en 2.plads. De tre piger fik i øvrigt alle personlige rekorder i deres individuelle øvelser i deres aldersgruppe.

Andre atleter, Andreas Klitgaard-Romero, Mohammed Moussa og Viktoriia Zaikina er endnu nye i gamet, og når de har været med i længere tid, vil det kunne aflæses på resultaterne.

Alt i alt en fin dag, og om 14 dage er det DGI´s Landsmesterskaber, det gælder. Det er så sidste chance for at kvalificere sig til de Danske Ungdomsmesterskaber første weekend i marts.