Rigtig god afslutning på udendørs sæsonen

10. oktober 2019 | Kirsten Bergmann

Så har vi været afsted til Midtjyske Atletik-Mesterskaber, og vi kom hjem med rigtig gode resultater. Især et resultat fremstod som helt usædvanligt.

Det var 13-årige Tobias Zeeberg, der i favoritøvelsen kuglestød opnåede det i særklasse flotte resultat. I Tobias' sidste forsøg i konkurrencen ramte han helt klokkerent, og kuglen fløj afsted. Da resultatet blev annonceret, troede vi ikke vores egne ører, men den var god nok, 13.67m. Det var en personlig forbedring med over 1m, og det indbragte ham selvfølgelig klubrekorden. Samtidig er det bedste resultat i Danmark i år i hans årgang - Det er bare super godt gået.

I det hele taget har Tobias haft et fremragende år med store forbedringer, og det er blevet til ikke færre end 4 forskellige klubrekorder. Ud over kuglestød er det i hammerkast og 80m hækkeløb samt ikke uventet i 5-kamp. 

Ved Midtjyske Atletik-mesterskaber havde vi også andre flotte resultater. 14-årige Thinusa Aruchcunar og Rachel Enninful satte begge personlige rekorder på 100m med 13.75 og 14.05 sek. Desuden vandt Rachel bronze i tre-kamp.

Hos de endnu yngre vandt 11-årige Anna Mombray Schrøder 3-kamp, og herudover løb hun en flot 600m, hvor hun førte fra start til mål, i tiden 2.08.99 min.

9-årige Noah Enninful gjorde også rent bord og vandt tre-kamp og løb ligeledes en flot 400m, hvor han førte fra start til mål. 

Der var sølv og bronze i tre-kamp til Kate Klitgård Romero, Laura Lee Jensen og Viktor Knappe. Mens Andreas Klitgård Romero og Manuel Garcia sluttede lige uden for medalje-rækken.

Så alt i alt en kanon god afslutning på sæsonen med dette årets sidste udendørs stævne. Nu tager vintersæsonen over. Og i den forbindelse skal det nævnes at der er foretaget udtagelser til vinterens talenttræning, som foregår i Århus. Her har vi fået udtaget ikke færre end 6 atleter, alle i alderen 14-17 år: 

Marius Michalski i højdespring, og tre piger i tre-spring, Amalie Rudrasingam, Rachel Enninful og Thinusa Aruchchunar. Kristine Kildehøj er udtaget i 400m hækkeløb, og Julie Hesselvig i forhindringsløb. Det bliver spændende at følge dem i den kommende tid.

Med venlig hilsen 
Kirsten Bergmann