Vedtægter for HGF Atletik/Motion
Kap. 1. Navn og hjemsted:
§ 1
Stk. 1 - Foreningens navn er Herning Gymnastik Forening Atletik/Motion, forkortet HGF A/M.
Stk. 2 - Foreningen er stiftet 6. juni 1932, og foreningens hjemsted er Herning Kommune.
§ 2
Foreningen er medlem af Dansk Atletik Forbund (DAF) og dermed Danmarks Idræts Forbund (DIF), De Danske
Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI Midtjylland) og Idrætsrådet i Herning Kommune (HIR), og foreningens
medlemmer er som sådan undergivet de rettigheder og pligter, der følger heraf.
Kap. 2. Idégrundlag:
§ 3
HGF A/M har til formål at gøre atletik og motion til en kulturfaktor i Herning gennem aktivitetstilbud, der
rækker ud til alle aldersgrupper og begge køn, dvs. at det er afdelingens formål at fremme atletik (løb, spring
og kast) samt motion ved at lægge vægt på såvel idrætslige som sociale aktiviteter.
Den enkelte vil således gennem atletik/motion få mulighed for såvel fysisk som psykisk og socialt velvære.
Kap. 3. Medlemmer:
§ 4
I HGF A/M optages aktive og passive medlemmer (støttemedlemmer).
Passive medlemmer (støttemedlemmer) kan ikke deltage i foreningens atletik - og motions tilbud, men er
valgbare til bestyrelses- og udvalgsarbejde
§ 5
Beslutning om optagelse af æresmedlemmer foretages på generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen
på samme måde som ændring af foreningens vedtægter. (Henvises til § 25)
§ 6
Stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, såfremt
vedkommende handler til skade for foreningen, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine
medlemsforpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører.
Stk. 2: I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden
bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at bestyrelsens
afgørelse prøves på førstkommende generalforsamling, og sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom fremsættes til bestyrelsen
inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Bestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er
krævet indbragt for generalforsamlingen, medmindre bestyrelsen bestemmer andet.
Stk. 3: Generalforsamlingen kan godkende bestyrelsens beslutning om eksklusion med almindeligt flertal.
Stk. 4: Såfremt et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i foreningen, afgør bestyrelsen
spørgsmålet.
§ 7
Bestyrelsen fastsætter en passende praksis for indmeldelse, evt. prøvetid og udmeldelse i de forskellige
træningsgrupper.
§ 8
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.
Ved manglende betaling af kontingent fremsendes rykkerskrivelse, og såfremt kontingentet ikke betales
herefter, slettes vedkommende i foreningens medlemsfortegnelse.
Nyoptagelse kan da kun ske mod betaling af gælden.
Kap. 4. Kontingent:
§ 9
Kontingent for det kommende år (1/4 - 31/3) fastsættes af generalforsamlingen.
§ 10
Æresmedlemmer er kontingentfri.
§ 11
Bestyrelsesmedlemmer er kontingentfri.
§ 12
Andre medlemmer kan af bestyrelsen fritages for kontingentbetalingen, såfremt særlige forhold taler herfor.
Kap. 5. Bestyrelsen:
§ 13
Ved generalforsamlingen vælges en bestyrelse bestående af 6 personer til at varetage foreningens daglige drift
samt repræsentere foreningen udadtil
Bestyrelsen består af:
1. Formand
2. Næstformand
3. Sekretær
4. Kasserer
5. 2 medlemmer
§ 14
Til bestyrelsen kan alene vælges medlemmer, der er fyldt 18 år inden årets udgang.
Kap. 6. Udvalg:
§ 15
Bestyrelsen / generalforsamlingen kan til enhver tid nedsætte og opløse udvalg og til disse uddelegere en for
udvalgenes arbejde nødvendig beslutningsbeføjelse, der dog ikke kan række ud over, hvad den delegerende
myndighed har.
Bestyrelsen fører en protokol over bestyrelsens møder og beslutninger. Protokollen beror på HGF A/M’s kontor
på Herning Atletikstadion.
Kap. 7. Myndighed:
§ 16
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes senest marts måned hvert år.
§ 17
Bestyrelsen skal indkalde til ordinær generalforsamling senest 28 dage før dennes afholdelse via mail til
medlemmer og på klubbens hjemmeside og offentligt (Herning Biblioteks infotavle).
§ 18
Når bestyrelsen eller 10% af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter forslag herom,
skal bestyrelsen inden 30 dage fra begæringens modtagelse indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.
Indkaldelsen foretages som ved ordinær generalforsamling.
§ 19
På den ekstraordinære generalforsamling kan kun behandles det/de emne(r), som ligger til grund for
indkaldelsen.
§ 20
For den ekstraordinære generalforsamling gælder de samme bestemmelser angående mødets ledelse,
afstemning m.m. som for den ordinære generalforsamling.
§ 21
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.
Stemmeret har alle aktive og passive medlemmer inden årets udløb, og ikke er i kontingentrestance.
Børn og unge kan, fra de er fyldt 15 år, selv udøve medlemsrettighederne, herunder stemme på
generalforsamlingen. Stemmeretten for medlemmer under 15 år udøves af en forælder.
§ 22
Alene de på generalforsamlingen fremmødte har stemmeret.
§ 23
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, såfremt intet andet er bestemt i vedtægterne.
§ 24
Vedtægtsændringer kan alene besluttes med et flertal på minimum 2/3 af de fremmødte.
§ 25
Afstemninger sker mundtligt, medmindre skriftlig afstemning begæres af mindst 1 fremmødt medlem.
§ 26
Over det på generalforsamlingen passerede skal der udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og
formanden i forening, hvorefter dette har fuld beviskraft i enhver henseende.
§ 27
Stk. 1 - På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år til godkendelse.
3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse, herunder godkendelse af regnskab for evt.
kapitalanbringelser samt forelæggelse af budget for indeværende år.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
6. Valg af formand - lige år.
7. Valg af næstformand - ulige år.
8. Valg af kasserer - ulige år
9. Valg af sekretær - lige år
10. Valg af 1 medlem - lige år
11. Valg af 1 medlem - ulige år
12. Valg af suppleant(er) - for et år
13. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant - for et år.
14. Eventuelt.
Stk. 2 - Fraværende, valgbare medlemmer kan vælges, når der skriftligt foreligger tilsagn om, at
vedkommende vil modtage valg til den foreslåede post.
Stk. 3 - Under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning
§ 28
Stk. 1 - Forslag til vedtagelse på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før
afholdelsen af denne.
Evt. forslag offentliggøres ved opslag i klubhuset hurtigst muligt.
Stk. 2 - For at et forslag skal kunne behandles på generalforsamlingen, skal forslaget være dateret,
underskrevet og motiveret og evt. forslag til vedtægtsændring(er) desuden forsynet med den § der foreslås
ændret.
§ 29
Spørgsmål der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.
§ 30
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal.
§ 31
Stk. 1 - Bestyrelsen kan beslutte, at der udelukkende afholdes en digital generalforsamling.
Stk. 2 - Beslutningen efter stk. 1 kan alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan afholdes som
følge af force majeure, herunder ved myndighedspåbud.
Stk. 3 - Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i
forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling
sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om
generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der
sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme
på generalforsamlingen.
Stk. 4 - Bestyrelsen skal gøre foreningens medlemmer bekendt med, at der afholdes en digital
generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.
Stk. 5 - Bestyrelsen skal oplyse foreningens medlemmer om, hvordan digitale systemer skal anvendes i
forbindelse med generalforsamlingen. Foreningens medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder
sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved
generalforsamlingen.
Stk. 6 - Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen,
således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig
afstemning.
Kap. 8. Økonomi:
§ 32
Regnskabsåret er fra den 1/1 til den 31/12 samme år.
§ 33
Stk. 1 - Foreningens regnskab skal påtegnes inden den årlige generalforsamling af den til enhver tid på den
ordinære generalforsamling valgte revisor.
Stk. 2 - Regnskabet skal indeholde såvel et driftsregnskab for det foregående år samt status pr. 31. december.
Stk. 3 - Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger
Kap. 9. Hæftelse og tegningsret:
§ 34
Stk. 1 - Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2 - Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer heriblandt formanden er til
stede.
Stk. 3 - Foreningen tegnes af formanden og kassereren. Økonomiske dispositioner ud over et af bestyrelsen
fastsat beløb forelægges og godkendes af bestyrelsen.
§ 35
Stk. 1 - Ingen medlemmer - ej heller bestyrelses - eller udvalgsmedlemmer hæfter personligt. Foreningen
hæfter alene med sin formue.
Stk. 2 - Ingen medlemmer har krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Kap. 10. Foreningens opløsning:
§ 36
Stk. 1 - Foreningen kan alene opløses ved en lovligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Ved den
ekstraordinære generalforsamling kan der ikke på dagsordenen optages andre punkter.
Stk. 2 - Den ekstraordinære generalforsamling er kun beslutningsdygtig, såfremt 2/3 af foreningens
stemmeberettigede medlemmer er til stede.
Stk. 3 - Til beslutningsdygtighed kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget.
Opnås et sådant flertal på en generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny
generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal
stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Stk. 4 - Foreningen kan dog ikke opløses, så længe mindst 10 medlemmer ønsker denne opretholdt.
§ 37
I tilfælde af foreningens opløsning deponeres foreningens midler hos Idrætsrådet i Herning (HIR) til senere
brug ved oprettelsen af en ny atletik/motions-klub. Efter 10 års forløb skal midlerne bruges til sportens fremme
i Herning kommune.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling
d. 25.03.2025
Jeppe Krogh Ejlersen, formand
Steen Dahl Pedersen, dirigent
Følg HGF AM på Facebook & Instagram