Medaljehøst ved de Vestdanske Ungdomsmesterskaber 2018

23. januar 2018 | Kirsten Bergmann

HGF Atletik/Motion deltog i weekenden i indendørs atletik i Århus og kom hjem med ikke færre end 7 medaljer, 1 af guld og 3 sølv og 3 bronze, og et hav af personlige forbedringer. Guldmedaljen blev vundet af Marius Michalski i 16-17-årsgruppen i højdespring med 1,68m, og han vandt også en sølvmedalje i længdespring med 5,56m. Begge resultater er ikke langt fra hans personligt bedste. Og i trespring blev det til en 4.plads med 11.55m.

Sølv blev det også til Amalie Rudrasingam i 14-15 års-gruppen i trespring med 9.77m, og det er en klækkelig forbedring af hendes PR. I samme øvelse tog HGF AM også bronzemedaljen, da Kristine Kildehøj helt overgik sig selv og sprang 9.66m – en meget stor forbedring. Og sandelig om ikke her var en tredje HGF´er med i finalen, nemlig Julie Hesselvig. Også hun forbedrede sig kraftigt og sluttede med 8.78m på 6.pladsen.

I længdespring var Amalie med i finalen og hun sluttede på sjettepladsen med 4.52m, kun 2cm fra PR.

I højdespring sprang Trine Hjorth 1,40m, tæt på PR, og det rakte til 8.pladsen.

Lærke Bay Smidt var med på 60m og løb fint, men kom ikke til finalen.

Hos drengene i den aldersgruppe kom Nicklas Non Nielsen i finalen i længdespring med 4.93m og forbedrede sig der til 4.99m og det indbragte 5.pladsen. Godt af Nicklas. I højdespring en sjetteplads med 1,50m og i 60m hækkeløb en fjerdeplads.

Magnus Bukhave sprang 2.10m i stangspring og ser ud til at fortsætte i år, hvor han slap sidste år.

Den yngste aldersgruppe 12 år og 13 år kom også hjem med medaljer, da Emil Romvig Schou i 60m hækkeløb vandt en sølvmedalje – Thinusa Aruchchunar på 60m en bronze, og det blev også til bronze til Rachel Enninful i kuglestød. Herudover blev Rachel fire i højdespring og fem i 60m hækkeløb. Og Emil blev nr. 4 i højdespring og nr.5 på 800m.

Og helt unge Olivia Bose – lige rykket op i 12-års-gruppen – blev nr. 4 i 60m hækkeløb, som er hendes favoritøvelse.

Og om 14 dage går det så løs igen, og da er det i Skive, og det er det sidste kvalifikationsstævne før de Danske Ungdomsmesterskaber, som finder sted sidste weekend i februar.