Resultater fra Vestdanske Ungdomsmesterskaber i Skive den 16.-17. juni 2018

19. juni 2018 | Skrevet af Kirsten Bergmann

I weekenden deltog HGF Atletik/Motion i de Vestdanske Ungdomsmesterskaber i atletik på Skive Stadion. Vejret var en blandet fornøjelse, silende regn lørdag og en ordentlig tordenskylle søndag, så stævnet ligefrem var suspenderet i ca. 30 minutter. Så det var betingelserne. Det blev til 7 medaljer i alt,  2 guld, 2 sølv og 3 bronzemedaljer, og de blev erobret  af fem forskellige HGF´ere, og alle vores deltagere fik i hvert fald personlige bedstenoteringer (PR), selv om de var uden for medaljerækken.

Den med flest medaljer var 16-årige Marius Michalski, som er en ”springfrø”. Han vandt højdespring med 1,73m og tog sølv i længdespring med ny PR 5,75m, og i trespring blev det til bronze med 12,17m. Her var der alt for meget medvind til at kunne godkendes som PR.

Den anden guldmedalje blev vundet af 15-årige Julie Hesselvig i 2000m forhindringsløb med 8.29.43 min. Hun var gennemblødt i mål, da regnen sørgede for våd overkrop og passagen af vandgraven for, at resten blev vådt! Så er det godt med et varmt brusebad og tørt tøj.

Den anden sølvmedalje gik til 12-årige Tobias Zeeberg i kuglestød, hvor han fik 3kg-kuglen ud på 9.52m.

Den ene bronzemedalje fik 15-årige Amalie Rudrasingam - overraskende nok i stangspring, hvor hun sprang 2,00m og det var ny PR. Derimod blev hendes trespring ikke så godt.

Og den sidste bronze gik til 13-årige Rachel Enninful i højdespring med PR 1,34m. Rachel sprang flot og havde ingen nedrivninger undervejs, og det gav i sidste ende bronzen.

Trine Hjorth var også med i stangspring, hvor det blev til ny PR med 1,90m, og i længdespring, hvor hun nu springer fra planke. 4,12m blev hendes PR her.

Thinusa løb ny PR på 80m med 11.66 sek. og kom i finalen, men her lykkedes det ikke at forbedre tiden.

Og både hun og Rachel løb fine 200m i tiderne 30.17 sek. og 30.01 sek.

Kristine løb en fin 300m i 47.81 sek., og når hun tør løbe rigtig stærkt hele vejen og tro på, at hun kommer igennem, så skal I bare se. I trespring ude blev det til 9.49m, PR udenfor.

Tobias satte også PR på 80m med 11.82 sek.

Mikkel Stubkjær skulle have været med, men lige nu driller hans fødder, de vil ikke, det han vil.

 

Rachel, Amalie og Kristine Kildehøj og Thinusa Aruchchunar udgjorde et stafethold, der deltog i både 4x100m og 1000m medleystafet, hvor Thinusa løb 100m, Amalie 200m, Kristine 300m og Rachel 400m. Alle løb flot, og skifterne sad,  så i begge øvelserne blev det til fine 5.pladser.

Allerede torsdag er der igen stævne, så formen kan blive pudset af, inden turen går til Sverige i begyndelsen af juli. I Gøteborg afholdes Världs Ungdoms Spelen, som nok er verdens største ungdomsstævne med sine 3-4000 deltagere, og det er et af sommerens højdespunkter.

Skriv en kommentar