Juleafslutning i Motion

8. december 2016 | Skrevet af Kirsten Bergmann

Motion holdt sin traditionelle juleafslutning i HGF-hytten i Jyndevad, og der var høj stemning.

Dagen begyndte med en rask travetur i Dyrehaven – ja, enkelte løb – og der blev set mange dyr, både rådyr og krondyr, og de tog ingen notits af hyggesnakken undervejs.

Isen på søen holdt til de friske gutters forsøg på at knække den – med stenkast – og de fik (altså stenene) en ordentlig rutschetur, lige så det sang.

Inge og Niels havde sørget for at fyre op i Hytten, og da der også var mange deltagere, blev der godt varmt.

Og det sørgede gløgg og æbleskiver også for – og kaffen og småkagerne. Og de medbragte godter.

Det stående banko er fortsat et hit, og i år var det Allan, der havde fået ”lykkepladen”, så både han og Lars vandt på den samme plade. Der var dog også andre, der gik hjem med fine gaver.

Anette stod for pokaloverrækkelsen til ”Årets motionist”, som blev Ellen Broberg. Pokalen ”Motionsløberen” blev givet til Helle Antonsen og ”Årets Gænger” til Irma Pedersen.

Irma var der ikke lige, så hun får den på en klubaften.

Under POKALER kan man læse, hvad den enkelte pokal gives for.

Snakken gik, og sangstemmerne blev smurt, da der selvfølgelig skal synges for julen, der kommer. Alt i alt en dejlig dag, som alle vi deltagere, der ”bare” møder op, siger tak for til dem, der arrangerer.

Skriv en kommentar